Fredagsholdet

Denne fredag, hvor disse billeder er taget, sidder der 4 unge mennesker rundt om et bord i Spilleriet. De sidder alle sammen med malerpensler og maler teatermasker, imens den ene læser op fra sin stil om Commedia dell´arte, skrevet på engelsk, fra hendes liv i New Zealand. De hygger sig, griner og fortæller små historier fra deres eget liv og giver deres erfaringer videre til hinanden.

De 4 unge mennesker udgør, sammen med et 5. manglende medlem den dag, et hold på et projekt lavet af CSV og ”Unge på Vej”. Projektet kaldes Livsteater eller Udviklingsteater og har til hensigt at gøre unge mennesker, med personlige vanskeligheder, klar til arbejds- eller skolelivet.

Lige denne fredag er lidt anderledes, da de som sagt sidder og maler teatermasker, for de plejer at bruge disse fredage, mellem 9:30 og 12:00 på teater øvelser som opvarmning, billedteater/ statueteater og bevægelse til musik. De unge mennesker (der ønsker at være anonyme) fortæller, at projektet (eller kurset som nogle af dem vælger at kalde det) har mange fordele for dem hver især. De er alle er enige om, at det først og fremmest er virkelig hyggeligt, og at det er rart at have noget i kalenderen, man kan se frem til.

"Det er rigtig rart at komme ud af døren og at have noget i kalenderen at se frem til." fortæller et medlem. "For første gang i flere år har jeg noget i kalenderen hver dag, som er rart for mig at komme ud til. For det er bare svært for mig at komme ud af døren. Men efter halvandet år, hvor jeg ikke har lavet noget som helst, har jeg endelig et fuldt skema igen, med henblik på at blive klar til at tage en HF".

Men bortset fra hyggen, og de gode snakke, hvor de udveksler anekdoter fra det virkelige liv, har de alle sammen deres egne grunde til at dukke op til dette fredagshold.

Som tidligere nævnt er det med henblik på at blive "uddanelses parat". Og selv om et af medlemmerne mest er der, fordi han skal være aktiv og gøre sig "fortjent" til sin kontanthjælp, så har de alle nogle skridt de skal gå igennem først, og ting der skal kæmpes/arbejdes igennem. Ting de blandt andet håber på, at dette fredags hold kan hjælpe dem med at tackle.

De kæmper alle med "problemer" som strækker sig lige fra manglende selvtillid til social angst. Men de er alle enige om, at noget af det bedste ved holdet er at være i gang. Ingen af de tilstedeværende har noget ønske om bare at sidde hjemme og ikke komme ud og opleve noget og så kun leve fedt på kommunale ydelser eller dovenskab resten af deres liv. Men de har bare alle deres udfordringer, både i sig selv og i hverdagen. Udfordringer de bevidst og ubevidst får lov til at udfordre på holdet, i form af teaterøvelser og gode aktiviteter.

Dagen forinden havde holdet været på tur til Århus Teater for at se Teaterstykket "Sunny Side", og bare turen derop var en god udfordring for et af medlemmerne. "Det er helt vildt flot, at vi får sådan nogle tilbud om at komme i teateret" siger det omtalte medlem, "Det var en rigtig god oplevelse for mig, men også en sejr. Dagen startede nemlig rigtig træls, og jeg havde svært ved at overskue noget. Men efter jeg så var halvvejs hjemme fra en gå tur, så begyndte jeg at få det bedre. For mig er frisk luft rigtig godt, og så fik jeg overskud til at tage med alligevel, selvom jeg havde haft mest lyst til at blive hjemme. Og jeg følte virkelig, at det var en sejr at kunne komme af sted".

Selv om de 5 medlemmer kun mødes den ene gang i ugen, er de utroligt glade for at være sammen. De snakker meget om, hvor rart det er at være sammen med hinanden og udveksle historier. Og det er samtidig også vældig inspirerende, mener en af dem.

"Jeg sætter stor pris på historier fra det virkelige liv, og de mennesker der fortæller dem" siger han. "En ting er, at det er gode historier. Noget andet er, at det er erfaringer og oplevelser der har gjort stort indtryk og som, når de bliver fortalt videre, ofte kan være en gave til dem, der lytter til dem. Jeg har i hvert fald personligt ladet mig inspirere af de andre, til både at samle mod og styrke til at tage mine egne udfordringer op".

En af dem svarer på et spørgsmål der blev stillet ud i rummet: "Hvorfor er vi her"? med dette svar: ”Jeg har lidt af panikangst siden jeg var 11 år. Og det gjorde at jeg ikke kunne gå i skole, og det blev værre og værre. Jeg gik i skole til 8. klasse fordi lærerne ikke kunne kontrollere panikangsten. Så kom jeg på musik og teater efterskole, og det var for stressende for mig, og det var jeg ked af, for jeg var virkelig forelsket i den skole. Så i en periode brugte jeg tiden på ting, jeg kunne "hygge mig med"; blandt andet at gå til kor. Men så efter noget tid tænkte jeg, at det var på tide at "lave" noget. Måske en uddannelse, men jeg var ikke sikker på, at jeg kunne. Blandt andet fordi jeg bliver meget nemt træt. Men jeg skulle lige så stille finde ud af lave noget, så via ”unge på vej” fandt vi ud af at jeg skulle tage tingene langsomt og gøre nogle ting stille og roligt. Og så hørte jeg om ”livssteater”. Og det synes jeg har været godt, fordi jeg kan jo rigtig godt lide teater. Det er så det eneste, jeg laver lige nu - ud over fritidsting, så jeg kommer her lidt for at være til træning i at kunne mere og flere ting, og så jeg forhåbentlig ikke bliver så meget træt. Jeg er her sådan set fordi jeg ikke kan hverken skole eller arbejde på fuld tid. Så lige nu arbejder jeg på at kunne mere."

De unge mennesker har altså alle deres grunde, til at være til stede. For ud over hyggen og morskaben, kan der vidst ikke være nogen tvivl om, at de alle også er der for at udvikle sig. Dertil passer titlen "Udviklings teater" (Livsteater) jo som hånd i handske, for det er jo netop kommunens, jobcenterets, "unge på vejs" og CSV’s intentioner, at de unge skal udvikle sig, fortæller holdets lærer, der kommer fra CSV.

"CSV har skabt dette hold i samarbejde med ”Unge på Vej” (jobcenteret), og det er jo alles ønske og hensigt at gøre folk uddannelses og job parate. Vi er "købt ind" for at medvirke til at bane vejen til at blive klar til job eller uddannelse. Jeg foreslog at man lavede et hold i ”Livsteater”.

Jeg har altid været meget fascineret af Livsteater, hvor udgangspunktet tages i den enkeltes egne erfaringer. Og hænder ofte, at man via sådan et forløb når til en erkendelse hos sig selv. Det betyder ikke så meget med faget, for det er jo ikke kun for at vi skal blive fagligt dygtige, selv om det også er en fordel. Man kommer med forskellige forudsætninger og udfordringer, og man kommer med en fælles interesse”.

Et par af medlemmerne har aldrig beskæftiget sig med teater før, men var nysgerrige på det og har ikke fortrudt det. Medlemmerne er enige om at holdet gør en masse for dem selv personligt. Fredagsholdet i "Livsteater" vil rigtig gerne sige tak til både CSV, Unge på vej og Jobcenteret for at give os denne mulighed. Og en særlig tak til Vejle Amatørscene for at låne os lokalerne hver fredag formiddag.

Skrevet af Alexander Leo Christiansen